Gedebjerg Hus - Weekendkoloni tilbyder aflastning til børn og unge i alderen 5 - 16 år.

Vi tilbyder et trygt, omsorgsfuldt og udviklende miljø med forudsigelige rammer og stabile voksenrelationer. Vi har fokus på barnets/den unges personlige og sociale udvikling. Vi tror, at positivt samvær og nærvær er understøttende for al udvikling.

Kolonien er fra fredag eftermiddag til søndag middag, hver anden weekend. Fredag er ankomstdag og der hygger vi på Rosenhøj. Lørdag tager vi på en oplevelsestur. Hvor turen går hen, afhænger af sæsonen og vejret. Det kan være alt fra skovtur til juleshow i Tivoli eller Bonbon-land. Søndag byder på en formiddagsaktivitet, gerne i de skønne lokale rammer.

Vi lægger vægt på friluftsaktiviteter, hvor børnene kan få brugt deres krop under behørigt hensyn til hvad den enkelte magter. Vi spiser almindelig sund kost. I det omfang det er muligt involveres børnene i madlavningen.

Weekendkolonien holder til i stueetagen på Rosenhøj, en smuk og totalrenoveret herskabsvilla fra 1905. Rosenhøj er beliggende på en stor grund, hvor ungdomsboligerne også er placeret. Grunden rummer yderligere et fliselagt område og et stor grønt område med fodboldbane, rutjsebane, sandkasse, bålplads og vores hyggelige shelter.